Friday, August 24, 2007

Snart klar til spindetræf.


Jeg synes ikke, jeg har bestilt andet end at arbejde den sidste tid. Og det har jeg vist rent faktisk heller ikke. Enten i Bilka med at lave othello eller fødselsdagslagkager eller også herhjemme med at gøre klar til både markedet i København med Byens Kunst og Design samt til spindetræffet i Spindeforeningen, som jo løber af stabelen søndag d. 2. september i forbindelse med det økologiske høstmarked på Midtgård. Der har været rigtig mange ting, der skulle laves færdige i sidste øjeblik (sådan er det bare ALTID her hos mig), og der har været en smule stress på. Men nu er markedet vel overstået, og jeg er lige ved at være klar til træffet, hvor jeg skal afholde en workshop med overskriften "Striber". Ovenstående foto er en lille smagsprøve herpå, og så siger jeg ikke mere, for der KUNNE jo godt være nogen træf-deltagere, der læser dette, og der er da ikke noget ved at vide alt for meget på forhånd, vel?

Tuesday, August 7, 2007

En sms med en forespørgsel


Der pippede en sms ind på min telefon, da jeg tændte denne for lidt siden. Det er Annemarie, der spørger til efterbehandling med salmiakspiritus i forbindelse med farvning med cochenille - se billedet!!
Fremgangsmåden er ganske enkel. Når garnet har ligget i farvebadet i ca. 1 time til 1½ - eller når man synes, det har den rigtige farve, slukker man for blusset. Vil man efterbehandle alt sit garn, fisker man det bare lige op af gryden, hælder et skvæt salmiakspiritus ned i gryden, rører lidt rundt og lægger så garnet tilbage heri. Sørg for at vende godt rundt i garnet, så det hele bliver vædet ordentligt igennem. Lad garnet stå heri et kvarter UDEN varme under, tag det så op af farvebadet igen og lad det køle helt af, før det skylles grundigt.
Personligt laver jeg altid mindre portioner af hver farve, hvilket vil sige, at hvis jeg farver 2 bundter garn i samme farvebad, ønsker jeg (som regel) kun at efterbehandle det ene bundt med salmiak. Hvis dette er tilfældet, hælder jeg lidt af farvebadet over i en mindre beholder, hælder lidt salmiak heri og dypper så det ene bundt heri. På denne måde har jeg også bevaret resten af farvebadet, som kan give lysere nuancer til et par nye bundter garn.
Der kan efterbehandles med forskellige andre ting, jernvitriol, eddike osv.
Jeg håber, dette kan løfte sløret en smule for mysteriet Annemarie. Tak for din henvendelse!

Monday, August 6, 2007

Hvad si´r I så?




Billeder af den stola, jeg er i fuld gang med at væve. Mønsteret bliver vævet på 8 skafter og 8 tramper, og resultatet er intet mindre end fantastisk, hvis jeg selv skal sige det. Stolaen bliver TOTALT akvarel-agtig, lige præcis sådan, som jeg allerhelst vil have striber til at være. Ikke noget med fast antal islæt af den ene farve osv. men derimod dette mere frie udtryk. Det er VIRKELIG bare kræs efter min mening. Og det er naturligvis bare SÅ sjovt at væve. Jeg er bare NØDT til at fortsætte, så længe der er spundet garn nok til islæt.......bare for lige at se, hvordan det næste forløb bliver! Der følger lige et par nærbilleder......





Sunday, August 5, 2007

Søren har taget et stort spring...


han er nemlig hoppet ud i faldskærm for første gang i sit liv idag. Og jeg tror bestemt ikke, det bliver sidste gang - han var MEGET begejstret. Det hele foregik i Varde Faldskærmsklub, og jeg var med for at filme ham. Det blev til en rimelig god lille film af hele seancen - han er meget godt tilfreds med mig;-))

Billedet her af ham er ikke jordens skarpeste; men jeg synes nu alligevel, det skal herud at ligge.


Nu er jeg klar til at væve.......


Væven står nemlig klar med en 10,5 m lang trend bommet på, søllet, rittet og bundet frem, og der er bundet op, og jeg har vævet et lille prøvestykke for at konstatere, at jeg ikke har søllet eller rittet fejl. Men alt ser ud til at være i skønneste orden, og den første spole trendgarn er også spundet og spolet på de fine træ-spoler, min far har drejet til mig af gamle stoleben og lignende.
Uha, hvor jeg synes, farverne ser godt ud på spolerne, og trenden ser også enormt smuk ud i farven. Så der er næsten dømt succes-oplevelse her!!
Jeg har omsider fået gjort disse håndklæder færdige, fået dem lagt op og har påsyet stropper, som jeg vævede på båndvæven forleden.


Sidst men ikke mindst har jeg også fået viskestykker gjort færdige - 8 stk. ialt - ligeledes monteret med håndvævede stropper. Ja ja, jeg bliver da mere og mere klar til Byens Kunst og Designs marked i København d. 16. og 17. august.

Thursday, August 2, 2007

Nu mangler jeg kun det sidste.......



før jeg har 4 stolaer færdige!! Hvilket altså også betyder, der er TEMMELIG lang vej endnu, for som I ser, sidder trenden endnu på trendbordet. Den er 10,5 m lang og består af lige knap 600 tråde. Garnet er noget meget smukt, blåt kamgarn fra lageret!! Det er faktisk rigtig rart at kunne gå i kælderen og finde den slags ting. Jeg synes ellers aldrig, jeg har noget "ordentligt"; men det passer vist ikke helt.
Nå ja, og islættet i disse 4 stolaer skal være håndspundet og 1-trådet. Jeg er i fuld gang med det første garn; men det er så svært at nå alt det, jeg gerne vil. Jeg kan jo ikke både lave alle de skide jordbærtærter i Bilka, sætte væv op og spinde samtidig, hvor gerne jeg end ville. Men jeg må se, hvor langt jeg når med denne trend - jeg ville jo så gerne have min. 1 stola med til kunsthåndværkermarkedet i København. Jubiiiii, jeg har fået hjemmeside uploadet, og NU virker den omsider. Se selv!