Sunday, August 31, 2008

Håndspundet garn.

Jeg har været igang med at spinde dette smukke garn til en fødselsdagsgave. Faktisk spandt jeg den ene tråd i Sverige, den anden her til lands. Garnet er 2-trådet og løbelængden ca. 3800 m/kg. Desuden er det garneret med små røde perler hist og pist.
På haspetræet ligger et garn, jeg har spundet til brug ved min workshop ved spindetræffet i Ølufvad lørdag den 4. oktober. Workshoppen hedder "Brug dine rester", og jeg vil gerne komme med nogen bud på, hvad man kan stille op, hvis man er i besiddelse af f.eks. en hel sæk hvid uld. Det kan jo godt blive en SMULE kedeligt blot at sidde og spinde helt hvidt garn hele tiden. Så lige i øjeblikket spinder jeg prøver i massevis. Indimellem farver jeg så - både med planter, svampe og farvepulver, der løber jo jævnligt nye bestillinger ind;-))

Hønsehilsen og plantefarvning

Mine høns ville så enormt gerne sende en hilsen afsted mod Møllenborg og sige "gok-gok" - den hilsen er hermed overbragt. Denne dulle-høne virker en ANELSE skruk igen-igen, hun ligger ret så fast på reden og lader sig overhovedet ikke anfægte af, jeg kommer og skubber rundt med hende for at bjærge æggene.
Og resten af flokken er rimelig svær at fange i nogen fordelagtige vinkler, snart suser den ene, snart den anden afsted..................
Og så er nogen af denne pragtfulde dag ellers brugt på jagt efter svampe. Vi fandt da nogen flotte kantareller; men udbuddet er unægteligt noget indskrænket, sammenlignet med de svenske skove!! Søren fandt ovenstående svamp - jeg gættede på en brunpore-svamp. Om det vitterligt ER en sådan, ved jeg ikke; men farve kan den i hvert fald. Garnet er blevet smukt gult - der kommer et billede senere.
Her ses Sørens svamp på undersiden, den var jo ikke ligefrem voldsomt stor, den vejede omkring 300 g og var MEGET våd; men jeg har farvet 100 g garn i farvesuppen, og det er blevet supergodt.
Her en grydefuld valnødde-blade fra Joans store, smukke træ. Vi var 16 damer samlet hos Joan i går for at lære om brændenælder og hvordan man får fat i fibrene i deres stængler. Det var svært, meget svært; men vi havde en kanon-hyggelig dag, og jeg har i hvert fald mod på at tage ud og finde nogen brændenælder, som kan hænge til tørre i brændeskuret vinteren over.
Nå; men Joan er en MEGET gavmild dame, og vi kunne bare plukke blade af hendes valnøddetræ, hvis vi havde lyst til at prøve at farve med dem. Det havde jeg naturligvis, helt nøjagtigt bjærgede jeg 281 g, de er brugt til at farve 100 g garn med. Farven er blevet meget smuk brun - ikke en nuance, jeg ellers har blandt mine plantefarvede garner. Også dette garn kommer der et billede af senere.
Alt dagens garn har jeg bejdset med 25 g alun og 10 g vinsten pr. 100 g garn.

Monday, August 18, 2008

Flere weekendbilleder

Så smuk var udsigten ud over havet - jeg er vild med Omø. At tage færgen derover sætter både min søster og mig tilbage til barndommens stunder, hvor vi tit tog færgen over til mormor og morfar på Ærø. Den samme ro og stille forventning breder sig, når vi kører ombord på færgen til Omø og sætter os ved et bord for at afvente sejlturen og senere ankomsten til et vidunderligt sted, hvor det først og fremmest drejer sig om at hygge sig, have det rart og slappe af. Det er jeg sikker på, der vil blive mange muligheder for i det nye, lækre sommerhus.
Og her et billede af broen på færgen mellem Stigsnæs og Omø. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at se, der står Omø på skiltet; men det gør der altså.
Tak til min søster og svoger for en aldeles pragtfuld weekend, både hjemme og på Omø. Det må altså ikke vare for længe, før vi gør det om igen!!

Pragtfuld weekend

I den forgangne weekend befandt jeg mig det meste af tiden på Sjælland. Turen gik med DSB mod København lørdag morgen, undervejs hoppede min søster på toget, og så kunne mundtøjet ellers få lov at komme på gled. Vel ankommet til Hovedbanegården låste vi min beskedne mængde af bagage inde i en boks, hvorefter turen gik mod Vor Frue Plads, der husede mængder af kunsthåndværkere. Der var MEGET godt at se på......... og købe!!!! Efter en god frokost, mere shopping, en tur på the-bar og sidst men ikke mindst en tur i Artium begav vi os, belæssede med poser, afsted mod banegården, så vi kunne komme hjem og hvile benene og hovedet. Folk kiggede temmelig forundret på os, da vi masede os vej gennem toget!! Og et par stykker trak vist også på smilebåndet;-))
Vel hjemme hos søster skulle der pakkes gaver op, jeg havde fødselsdagsgaver tilgode, og hun skulle have sine. Stor var lykken, da hun pakkede sin CD-håndten ud, og der skulle STRAKS spindes. Det gik så fint, så fint med at spinde en smuk tråd!
Balder syntes vist, det var noget sært noget, vi havde gang i, han holdt sig i hvert fald på behørig afstand og skulle ikke have noget klinket!!!!!!!!
Dagen efter gik turen mod Omø, hvor vi skulle over og bese det nybyggede og endnu ikke helt færdige sommerhus. Beliggenheden er aldeles vidunderlig, huset ligeså, og jeg håber meget på at komme på ferie iført fiskestang!!!!!!!! (Bemærk venligt de smukke keramik-kopper, som blev indkøbt på markedet i Kbh)
Sommerhuset er virkelig vidunderligt, søsteren har savet brædderne til huset, der har fået en omgang træ-tjære. Nederst har det fået en del sol, det er dér, huset er allersmukkest efter min ringe mening! Og vinduerne er genbrug, lavet af mahogni og vildt flotte!!!!!!!
Der er ikke ret langt ned til vandet, en 30-40 meter vil jeg skyde på - her er søsteren på vej. Vi skulle jo liiiiiiiiiiiige ned og se på vandet og indsnuse duften af tang og havvand og frisk luft.

Lækker lagkage

Lagkagen her lavede jeg, da jeg skulle have besøg af en vævegruppe. Jeg havde været på arbejde og skulle hurtigt have lavet noget kage til kaffen. Mor har altid yndet at lægge en lagkage sammen, når det skulle gå stærkt, og jeg må give hende ret. Det ER hurtigt at lave sådan en kage - osse selvom man lige skal på cyklen og afsted efter de friske bær. Jeg har heldigvis kendskab til et godt brombærkrat lige i nærheden af min bopæl;-)
Jeg købte en pakke lagkagebunde, piskede en kvart liter piskefløde til skum, lavede 2½ dl creme af vand og cremepulver fra bageriet, blandede det meste af fløden og cremen til en...........jeps, flødecreme, hvortil jeg spenderede et par teskefulde vanille.
Nederste bund blev lagt på kagefadet, jeg smurte et tyndt lag flødecreme på og lagde derpå et godt lag brombær. Ovenpå brombærrene kom der et tyndt lag flødecreme til at klistre den næste bund fast med hvorpå der kom resten af flødecremen samt fløden.
Øverste bund blev glaseret med hvid glasur, en lille smule mørk glasur blev fyldt i en sprøjtepose og blev sprøjtet i en tynd spiral ud over den hvide glasur. Straks derefter trak jeg en kniv gennem spiralerne, så det dannede en slags "edderkoppespind". Glaseringsmetoden er supernem og enkel og så ser det altså bare godt ud. Det minder mig om dengang jeg stod i lære, i det pågældende bageri lavede vi mange Heiberg-tærter, en mazarintærte, der var glaseret på netop denne måde.


Sunday, August 10, 2008

Farve-leg

Der er trend til en enkelt stola tilbage på væven, og jeg fik lige pludselig lyst til at få den vævet ned i en fart. Når det helst skal gå stærkt, er løsningen IKKE at væve med et håndspundet garn som islæt, så jeg måtte sætte gang i de små grå for at finde på en anden ide. Den fik jeg, og jeg fór i kælderen for at se, hvad lageret kunne byde på!
Jeg fandt en del (!!) garner af varierende kvaliteter, tykke såvel som tynde, uldne såvel som syntetiske osv. Farverne ligger i den pink, orange, røde ende med enkelte violette og andre indslag for ligesom at gøre det lidt sjovt.
Og her ligger tæppe-skytterne klar, så jeg må hellere se at komme igang. Det bliver sjovt, det her!!

Saturday, August 9, 2008

Lidt nyt på hjemmesiden

Så har jeg igen fået lagt lidt nyt på hjemmesiden - den vil jævnligt blive opdateret, så hvis du har tid og lyst, synes jeg du af og til skal kigge forbi og se nærmere på sagerne.
Fibrene her er en blanding af BFL og silke, indfarvningen er den nye, jeg lavede i forbindelse med Heidi Teglgaards tæppe-projekt (se et tidligere indlæg her på bloggen) samt Spindeforeningens fælles-tæppe. Lapperne til Heidis tæppe er forlængst færdige, jeg mangler endnu at spinde kant-garnet til Skov-tæppet, som, når det engang når så langt, skal med rundt til diverse events med Spindeforeningens deltagelse.
Ellers er det ikke VOLDSOMT meget, jeg når i øjeblikket, Bilka fejrer fødselsdag fra imorgen kl. 10 og de næste 6 uger (!!!!!!!!!), så der har været tryk på i konditoriet. I min afdeling har vi nemlig travlt INDEN fødselsdagen bliver skudt igang - der er MANGE forberedelser at gøre til f.eks. tilbud på othello-lagkager, suk!! Men...........jeg synes, vi er så godt forberedte, som vi overhovedet kan være, og det er da slet ikke så ringe endda.
Forresten har jeg da lavet lidt andet end at farve fibre. Jeg har farvet lidt superwashed merino-garn, købt færdigspundet men ufarvet. Og jeg har også lavet noget andet; men det skal bruges til en gave, og jeg har KRAFTIGT på fornemmelsen, at modtageren læser nøje med her, så derfor bliver det først afsløret senere!! Det eneste, jeg kan sige om dette projekt er, at det færdige resultat kan proppes i fryseren!!!!!!!!!!!!!

Tuesday, August 5, 2008

Spindefibre og færdig cape

Her en af mine nye indfarvninger. Jeg synes faktisk, den er blevet MEGET vellykket, og jeg har da også lavet en lille spindeprøve til et af mine kommende projekter, nemlig et tæppe, der skal bestå af alle (eller i hvert fald de fleste!) af mine farveholdninger. Det er meningen, jeg vil strikke sådan lidt efter lidt, samle hele molevitten med et bundgarn af bluefaced leicester-fibre i hvide, beige og brune nuancer. Både for sjov og for at mine kunder kan se, hvordan de forskellige farveholdninger kan komme til at tage sig ud. Jeg glæder mig til at komme igang med det - jeg har planer om, at det er dét strikketøj, jeg skal have med på turen over til min kære søster. Vi skal helt sikkert til København til Kunsthåndværkermarkedet på Vor Frue Plads, hvad programmet ellers kommer til at byde på, vil vise sig. Jeg glæder mig helt vildt!!
Og her er nogen af de spindefibre, jeg har haft til salg et stykke tid; men som jeg ikke har fået taget billede af og lagt på min hjemmeside. Det vil jeg så se at få gjort. Fiberblandingen hedder 50% sort alpaca og 50% tussahsilke, og blandingen er MEGA-LÆKKER!!!!!!!!!!!!!!!!
Og sidst men bestemt ikke mindst har jeg fået capen gjort færdig. Den har været ret nem at strikke - jeg synes måske, opskriften er en anelse kryptisk formuleret. Den slags generer ikke mig den mindste smule - jeg gør bare noget, som jeg mener vil være rigtigt; men jeg kan da glimrende forestille mig den ikke-alt-for-øvede-strikker, der vil opgive totalt. Ærgerligt, at man ikke sørger for at skrive sådan en opskrift, så også en begynder kan være med. Nå; men i hvert fald er modellen fra Vintagestrik og Fashion af Sus Gebhard, det anvendte garn er et mohairgarn fra Stof2000, der giver en del fibre i næsen og rundt omkring i stuen. Jeg håber, jeg har fået de fleste løse fibre rystet af! Modellen er egentlig lavet med et strikket bånd foroven; men da garnet var ved at slippe op, brugte jeg bare et købt bånd istedet. Modellen er IKKE til mig selv - og så siger jeg ikke mer´!!!!!!!!!!!!

Friday, August 1, 2008

Jubilæum



Ak ja, så er det foreløbig blevet til 10 år i Dansk Supermarked, fordelt på Føtex Varde og Bilka Esbjerg, begge steder bagerafdelingen. Det har været 10 gode, lærerige og travle år men fremfor alt gode med gode kolleger og chefer. Denne hilsen kom bagermesteren med idag fra huset - jeg glæder mig til at smage (og det gør Søren osse!!)