Monday, March 30, 2015

Strikket påskeæg


Endnu et påskeæg er færdigt - og igen eet af de lidt alternative af slagsen. Lille Valder skal nemlig også have et påskeæg. Det nåede kun lige akkurat at blive færdigt her før påske; men jeg skulle jo lige falde over den helt rigtige opskrift.


Shortsene er strikket i bomuld, Mandarin Petit fra Sandnes. Opskriften er fra hæfte 1507 fra Sandnes og oprindeligt er de hvide og blå; men lageret bød på disse 2 friske forårsfarver, og så er der kun tilbage at håbe, at både Valder og hans mor synes godt om dem;-)
Der er lavet lidt ekstra ble-plads bagpå ved hjælp af vendestrik.


Og sådan ser de ud på vrangsiden, skiftevis 2 pinde af hver farve.


Det færdige påskeæg - rigtig god påske Valder.




Friday, March 27, 2015

Sommerbluse


Så blev jeg færdig med en sommerbluse strikket i Line fra Sandnes i en smuk, grågrøn nuance. Modellen er ganske enkel, strikket oppefra og ned og med raglanudtagning, garnet er lækkert og nemt at strikke med, og så foregår det på p 5, så den tager ikke lang tid at lave.

Faconen er så god, så jeg pønser på at lave en stribet udgave med trekvart-lange ærmer. Modellen er fra hæftet 1507 fra Sandnes.

Saturday, March 21, 2015

Meyers kanelsnurrer


Jeg holder Flittiglise-fri idag og havde lige fra morgenstunden lyst til at bage eet eller andet. Valget faldt på kanelsnurrer - opskriften findes i bogen Meyers Bageri.

De er ikke spor svære at lave; men det tager tid, da dejen både skal æltes længe (2x 20 min) og hæve længe (2x 1,5 time).


Jeg må sige, de er hele arbejdet og ventetiden værd. Der hænger en vidunderlig duft af kanel og kardemomme i hele huset, og konsistensen af snurrerne er blød og lækker. De minder mig fuldkommen om "gamle dage" i Bilka, når Kenneth lige havde bagt kanelgifler, og jeg var nødt til at teste kvaliteten. Mums siger jeg bare - og Søren er HELT enig.


Yarnbox


Fie, chefens søde datter, har lokket mig. Ikke i fordærv, for det kunne Fie aldrig finde på; men derimod til at prøve at bestille en Yarnbox. Fidusen er, at man bestiller en pakke, man kan vælge mellem een med strømpegarn, en "alm" pakke eller en luksuspakke. Fie og jeg har i første omgang bestilt en "almindelig" pakke for sådan liiiige at se det lidt an. Hvilket garn får (køber!!) man mon, hvordan er opskrifterne osv. Når man tilmelder sig, udfylder man en del spørgsmål såsom hvilke farver vil man helst have/ikke have, skal farverne være klare eller afdæmpede, skal garnet være tykt eller tyndt osv.

Jeg er MEGET glad for mit garn, der har lilla, blå og gyldne afdæmpede nuancer. Det er håndfarvet 60% silke og 40% merino og der er 200 g ialt.

Med pakken følger også et mønster, og jeg er klar til at gå igang med sjalet. Men først har jeg lige en bestilling på en maskinstrikket trøje, der skal klares - og så har jeg dej til Meyers kanelsnurrer til hævning i køkkenet. Det er en fantastisk lørdag.

Tusind tak fordi du lokkede mig Fie.

Wednesday, March 18, 2015

Børnefødselsdag






Vi har været i Fredericia idag for at ønske Victoria tillykke med de 7 år, hun fylder imorgen. Vi havde en pandekage-kage med - lagt sammen med chokolademousse og pyntet med MASSER af slik. Kagen bragte stor lykke.

Victorias gave - en strikket halsedisse i 4 blå nuancer og et par sedler til sparebøssen - havde jeg pakket i et tomt paprør med bund. Røret beklædte jeg med forskelligt mønstret papir, masking tape og klistermærker. Gaven blev på den måde fint pakket ind, og Victoria kan efterfølgende bruge røret til diverse dimser.

Fødselaren havde også fået en æske Lego, som hun var MEGET optaget af at få samlet. Men der var da heldigvis tid til at uddele et langt og solidt kram, da vi skulle til at køre igen.

Monday, March 16, 2015

Black and White


Endnu et par grydelapper efter Stine Hoelgaards opskrift er færdige. De er hæklet i Bomull-Lin fra Garnstudio - jeg har fundet garnet på lageret (som faktisk indeholder RET mange nøgler af dette garn, da jeg kunne købe det billigt på et tidspunkt). Jeg kunne også godt forestille mig at hækle nogen helt enkle dækkeservietter - det ville egne sig fint dertil.

Lapperne her er hæklet i dobbelt garn med nål nr 4,5 - hvilket betyder, de er tykke og dejlige at bruge.



Saturday, March 14, 2015

Jeg er stadig Alice


Søren og jeg var i biografen igår. Vi så filmen Jeg er stadig Alice, og jeg var så spændt på, hvordan filmen ville være i forhold til bogen. Historien handler om Alice, der i en alder af kun 50 får konstateret Alzheimers. Både bogen og filmen er helt fantastiske og får virkelig nogen tanker sat igang. Jeg kan KUN anbefale alle at se filmen. Og læse bogen.

Wednesday, March 11, 2015

Fødselsdagsgave


Så er halsedissen til det yngste barnebarn i Fredericia færdig. Strikket i BC Garns økologiske uldgarn Semilla og naturligvis i 4 blå nuancer, da Victorias yndlingsfarve er........BLÅ. Jeg har skiftet farver vilkårligt undervejs og spytfiltet enderne sammen, så monteringen bestod af hæftning af 2 ender - lige til at overkomme.

Mors gave



I min beretning fra Mors fødselsdag er der en mangel, hvilket Mor var så sød at gøre mig opmærksom på i en mail. "Du mangler at vise mine smukke puder, som du har lavet til mig", var ordlyden vist sådan nogenlunde.

Billederne af Mors puder kommer her. Jeg havde jo spurgt Mor, hvad hun ønskede sig i fødselsdagsgave. "Noget, du har lavet Karin" var svaret, og så var det jo bare at gå i krig. Mor har også for længe, længe siden snakket om nogen puder, hun havde set eet eller andet sted, puder med træer på. Og da jeg IKKE har set de omtalte puder, aner jeg jo ikke, hvordan de var lavet. 


Jeg fandt min inspiration på Instagram, og så gik jeg igang med at tegne "dråber" på et stykke papir, klippe ud og placerede dem forsøgsvis på et stykke sort karton med målene 40 x 40 cm, som puderne skulle være.


Jeg fandt min beholdning af patchworkstoffer frem - den beholdning er ikke voldsomt stor; men jeg har dog lidt at vælge imellem, og meget af det er faktisk fra vores ferie i USA, hvor jeg købte en del, billig patchworkstof og forærede Mor en del af det. Så jeg vidste, hun ville kunne kende i hvert fald mange af stofferne og mønstrene.


Her ses den første pude, hvor jeg har klippet vlisofix ud, strøget på bagsiden af stoffet og efterfølgende strøget stoffet fast på puden. 


Og efterfølgende gav jeg mig så til at maskinquilte puden. Jeg begyndte midt på og arbejdede mig så stille og roligt helt ud til kanterne foroven og forneden. Det tager en MASSE sytråd, jeg brugte ca 2,5 spolefuld undertråd pr. pudestykke, og dem er der jo 4 af. Det tager også forholdsvis lang tid at sy alle disse stikninger!


Og her ligger de 4 pudestykker, klar til at blive samlet til 2 puder. Jeg valgte at lave puderne med 2 forsider - så kan Mor vende lige de 2 sider ud af, som hun har lyst til. Og skifte efter humør og årstid.





Sunday, March 8, 2015

75-års fødselsdag


Mor fejrede sin 75-års fødselsdag på Hotel Christiansminde igår. Hun fyldte år fredag, og Far igår - det er nu så praktisk, når det hele kan slås sammen.

Jeg havde glædet mig sådan, både til at give Mor gaverne, fejre hende, den lækre brunch som blev indtaget i de fine lokaler med den smukke udsigt ud over vandet samt at møde den del af familien og alle de venner og bekendte, som kom for at deltage. Det var så dejligt at få hilst på og snakket med dem alle igen.


Der var fine og meget enkle dekorationer på bordene - lige som Mor havde ønsket det.


Buffeten var lækker og der var masser af skønne ting og sager, så man måtte virkelig begrænse sig og vælge blandt alle de skønne tilbud.


Da festen var ovre, kørte Søren og jeg med hjem til Præstevænget for at runde dagen af. Der var kaffe med Mors skønne lagkage, og vi fik snakket dagen igennem på bedste vis.


Tak for en dejlig dag Mor.

Friday, March 6, 2015

Påskeæg


Årets 2. påskeæg er klar. Det er Helga Isagers Crocus strikket i Alpaca2 og en flerfarvet SilkMohair. Resultatet er blevet blødt og lækkert - lige så lækkert som modtageren, som er vores lille barnebarn i Bramming. Et barnebarn, som vi har fået foræret af forældrene, som gerne ville have, deres lille Elise skulle have et sæt bedsteforældre. Hun har både mor- og far-forældre; men vi blev altså valgt som bedsteforældre. Det er stort, og vi er glade, rørte og dybt taknemmelige. 

Wednesday, March 4, 2015

Klar


Det er ikke hver dag, man bliver inviteret til 75-års fødselsdag.....og da slet ikke hos sine forældre. Denne gang er det Mor, der står for tur, så jeg har været et smut forbi den sødeste og dygtigste frisør Tina, som har farvet og tæmmet lokkerne. De sad SÅ pænt, da jeg smilende forlod salonen for liiige at frekventere Aakjærs, når jeg nu alligevel var på de kanter. Da jeg var færdig med at handle the og påskeæg, trådte jeg ud i dagens hidtil værste byge.......det var så den frisure!!!!!!


Gaverne er også på plads; men eftersom NOGEN læser med her (ikke sandt Mor?), så vælger jeg at fokusere på indpakningen, der jo osse skal være i orden. Nu skal det bare blive lørdag, så vi kan komme til fest.

Tuesday, March 3, 2015

Fødselsdag


Så er det for 58. gang blevet Sørens tur til at fejre sin fødselsdag. Dagens vejr har været en skønsom blanding af sol, regn og hagl, og vi når ikke at få mange timer sammen, for Søren har været på arbejde, og jeg skal til Vejers og modtage 22 deltagere til aftenens Nørklecafe sammen med Marianne. Men vi har hygget os i weekenden, og Søren fik sin yndlingskage Drømmekage fra Brovst, så lidt festivitas har der da været!

Sørens gave indeholder bl a et par sokker af Regia-garn designet af de 2 nordmænd Arne og Carlos. Strikkemaskinen har været igang!

Monday, March 2, 2015

Videre-udvikling af grydelapper


Efter at have lavet de forårsgrønne grydelapper, kom jeg i tanker om, at mønsteret da sagtens kunne bruges til et håndklæde. 2 nøgler Isager Bomulin og en hæklenål nr 4,5 og nogen dage senere er håndklædet en realitet. Kvaliteten er lige tilpas, og faconen på håndklædet gør, at det hænger og bliver længere med tiden, hvilket passer mig fint. Det er naturligvis ikke så stort som almindelige håndklæder; men hvem bruger egentlig den nederste halvdel??

Jeg er tilfreds med resultatet, og der kan meget vel komme flere håndklæder med den facon her på matriklen.